Du og kæresten kan sagtens tage på en romantisk campingtur, selv om det er vinter. Tænk bare at sidde der ved bålet, pakket ind i masser af skind og tæpper under en midnatsblå stjernehimmel og nyde naturen og stilheden – bare jer to.

Bål, hyggelige skind og tæpper kombineret med masser af lys – enten levende lys, lanterner eller lyskæder – meget mere skal der ikke til for at skabe en top-romantisk stemning i det fri.

Mangler du inspiration, eller vil du være helt sikker på, at jeres camper eller campingvogn nu også er indrettet til vintercamping, så findes der i dag et stort udvalg i campingudstyr, der netop er designet til vintercamping. Du kan finde alt fra varmeapparater og bio-pejse til gulvtæpper med indlagt varme, og opvarmede sædebetræk og vinterfortelte.

Morgenstemning ved sø

Naturen venter med smuk kulisse

Rigtig mange er blevet vilde med at campere om vinteren, fordi der i den mørke tid er en helt anderledes stemning af ro og majestætisk stilhed at finde i det fri.

I kan vælge at campere midt i naturen, eller I kan lægge vejen forbi en af de mange campingpladser, der er åbne om vinteren – og I vil opleve en helt anden fred og ro end i de travle forårs- og sommermåneder.

Husk hyggen derude

Uanset om du tager afsted sammen med kæresten eller familien, om I stiller camperen ved en smuk skovsø og tager den derfra med bål og ”back to nature” på jeres helt egen vildmarkstur, eller I booker jer ind på en campingplads, så er hyggen altid vigtig: 

Gør det rart udenfor og pynt op med varmende flammer, lygter og lys – og lav en god kop kaffe eller en skoldhed kop kakao, mens I hygger jer omkring bålet efter en frisk tur i skoven, langs stranden eller ved søen.

Og hvorfor ikke skrue endnu mere op for hyggen og lave mad i det fri, når I nu er på tur. Der er masser af muligheder både for at lave mad over bål eller på grill, selv i de kolde vintermåneder. 

Det kræver bare en smule udstyr, gode råvarer og lidt fantasi.

Camping i smuk natur

Begynd vintercamping herhjemme

Er I helt nye som vintercampere, så kan det være en god idé at starte med at campere i Danmark. Dels er vintrene her mildere end i vore nabolande, og afstandene er også mere begrænsede. Og der findes heller ikke krav til fx vinterdæk eller snekæder til bil, campingvogn eller camper i Danmark, mens der i udlandet ofte stilles strikse krav til dæk og snekæder.

I både Sverige og Norge er der således krav om vinterdæk hele vinteren, så sørg for at have tjek på reglerne på forhånd, hvis I påtænker at køre nordpå på vintercamping